Nærhed

I et hus som vores – Pensionatet – er man nødt til fra tid til anden at overveje, om det, vi gør, er det rigtige. Om den behandling, vi tilbyder vores beboere, er den rigtige. Det gør vi på et årligt internatkursus, og det gør vi på en række af vores personalemøder.

”Men hvad har I overhovedet af behandling?” bliver jeg nogle gange spurgt.

”Vi har masser af behandling”, er det korte svar.

Men vores behandling består ikke af en række ydelser, der leveres. Vores behandling sker i en relation mellem beboere og medarbejdere. Vi ser de udfordringer, som beboerne står over for, som opgaver, vi kun kan hjælpe dem med at løse, hvis vi gør det i fællesskab. Vi har ingen køreplaner for deres liv. Vi har ingen facitliste, men vi har en række redskaber, vi kan tage i anvendelse, når vi skal støtte vores beboere.

Først og fremmest har vi en kontaktpersonordning. Vi arbejder med relationspædagogik og med mestringsstrategier og med en række teorier. Vi har desuden et fællesskab i måltiderne, på udflugter og i forskellige aktiviteter og i de praktiske opgaver, som beboerne deltager i.

Pensionatet ser på det hele menneske. Det er i samtale, oplevelser, relationer og fællesskab, at meninger bliver dannet i det, der sker mellem beboere og personale – og mellem beboere indbyrdes.

Løgstrup ville kalde det nærhedsetik. Det er ved at være sammen, at mening og adfærd bliver formet.

Igen i år har vi på vores internatkursus diskuteret, om det, vi gør, er det bedste for beboerne, og igen i år har vi justeret på vores metoder ud fra de erfaringer, vi har gjort siden sidst. Den dag, vi ikke mere vil arbejde på at gøre det endnu bedre, kan vi lige så godt lukke Pensionatet, for så er beboeren ikke mere i centrum, og det er beboerne, det hele drejer sig om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *