Ghetto-politikken rammer de hjemløse hårdt

Ghetto-politikken har gjort det nærmest umuligt for hjemløse at få anvist en bolig. Når kommuner skal sikre, at der kommer en mere blandet beboergruppe i de byggerier, der har fået betegnelsen ghetto, står hjemløse sidst i køen til at få anvist en lejlighed. Og når kommuner vil sikre, at der ikke opstår nye boligområder, som kan få betegnelsen ”ghetto”, er det også de hjemløse, som står sidst i køen til et hjem.

Nedrivningen af boligblokke, der har fået betegnelsen ”ghetto” har yderligere forværret de hjemløses muligheder. Der er i forvejen alt for få boliger til en husleje, som mennesker på overførselsindkomst har råd til at betale. Flere og flere risikerer derfor at blive hjemløse samtidig med, at bliver sværere og sværere for dem, som er blevet hjemløse, at få en bolig, også selvom en kommune som Høje-Taastrup har valgt at indkøbe et antal pavilloner, så de har nogle boliger at tilbyde til hjemløse.

Med udsigten til en øget tilgang af hjemløse og stigende vanskeligheder med at finde billige boliger, er tiden inde til at finde andre løsninger for den store gruppe mennesker, som ikke kan betale en høj husleje. Her er endnu en anledning til at overveje, hvad vi gør ved vores boligsituation.

Tanken om at bo i en lille containerby – eller pavillonby – i udkanten eller lidt uden for et bysamfund – vil formentlig tiltale nogle hjemløse, og det kan i det mindste give dem tag over hovedet. Men samfundsmæssigt er det med til at understrege et ”dem” og ”os”, og det vil fastholde udviklingen mod, at vores byer fortrinsvis er for de rige og smarte.

En anden løsningsmulighed er at lade boligblokke indeholde både dyre og billige boliger, større ejerlejligheder og mindre lejeboliger. Det kan give den blandede beboersammensætning, som mange kommuner siger, at de tilstræber, når de f.eks. river boligblokke ned for at bygge nyt. Men de nye boligblokke står der knap nok endnu, og de kan så langt fra imødekomme behovet. De unge har også brug for billige boliger, så de ikke ender som hjemløse.

Udslusningsboliger og bofællesskaber, hvor flere deler en lejlighed eller et hus, er en anden, oplagt mulighed. Når der knyttes pædagoger til sådanne boliger for hjemløse, kan fællesskaberne fungere til alle tilfredshed, inklusive naboerne.

Desværre er modellen udfordret af de kommunale grænser, for det er kun kommunernes egne borgere, som med kommunal støtte kan flytte sammen i et bofællesskab på den måde. Den tidligere hjemløse hindres derved reelt i at komme til at bo sammen med nogle fra andre kommuner. Her ville det være godt med lidt mere smidige regler, fordi løsningen både kan bidrage til at fastholde en mangfoldighed i et boligområde og til at fastholde tidligere hjemløse i en bolig.

Som samfund har vi en etisk og moralsk forpligtelse til ikke at lade en voksende befolkningsgruppe i stikken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *