En god opskrift –
og den bør bruges
igen og igen

Der ligger en god opskrift gemt i de nyeste hjemløsetal fra VIVE – ikke en madopskrift, men en opskrift på, hvordan man bedst afhjælper en stor gruppe menneskers fundamentale problemer.

Vi har jo fået færre unge hjemløse, viser den positive del af de nyeste tal fra VIVEs optælling af hjemløse i Danmark. Den negative del er, at der ikke er blevet færre hjemløse blandt de ældre årgange, tværtimod. Det samlede antal hjemløse er dermed stort det samme som for to år siden.

Opskriften på at nedbringe antallet af unge hjemløse består af flere ingredienser. For at lave god portion integreret indsats skal man bruge:

Et stk. bolig, som er til at betale

En fast støtte til at hjælpe med at forstå og løse livets mangeartede udfordringer i forhold til det offentlige, job eller uddannelse og

et indhold i tilværelsen som eks. læring eller arbejde.

Det hele røres sammen med en social kontakt til omverdenen i form af venner og bekendte, kolleger eller studiekammerater. Opskriften skal have tid til at virke!

Men det samme gør sig naturligvis gældende for de hjemløse, som er over 30 år. De har også brug for en integreret indsat, ja i reglen en endnu større indsats, fordi der i denne gruppe ofte også er alvorlige misbrugsproblemer med følgeskader og psykiske lidelser.

Vi kender opskriften. Så man kan kun opfordre politikerne til at bruge den i kommunerne, og når de bevilger penge til samfundets sammenhængskraft.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *