Der er ikke langt fra selvbestemmelse til omsorgssvigt

Hvor sjovt er det lige som tidligere hjemløs at have fået et sted at bo og så ikke få hjælp til at samle sengen, så man kan sove i den – eller hjælp til at klare alt det andet?

Faktisk ikke ret sjovt. Men en del kommuner mener ikke, at de skal ”pådutte” deres borgere hjælp, medmindre borgeren beder om det. Det lyder måske smukt og respektfuldt, men der er bare det problem, at det gør den borger, der lige er flyttet ind i en lejlighed fra et hjemløsebosted, ikke.

Den korte og glade vej fra et hjemløseherberg til egen lejlighed, kan derfor risikere at blive en lang og træls vej tilbage til hjemløshed, når beboeren ikke får den hjælp og støtte, der skal til for at klare hverdagen og regningerne. Under vejs kan der være ensomhed, sortsyn, manglende forståelse af kommunens eller andres krav, misbrug, fattigdom, huslejerestance og til sidst udsmidning fra boligen.

Derfor er den sociale støtte fra botilbuddene og kommunen så vigtig. Og det er fatalt, at nogle kommuner ikke vil give støtte. Ideen i konceptet ”Housing first” er netop, at hjemløse både skal have et sted at bo og en intensiv social støtte fra både kommune og fra de socialarbejdere, som borgeren kender i forvejen fra bosted eller behandlingstilbud. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Nogle kommuner dækker sig så bag selvbestemmelsesretten for at undgå at bruge pengene, det koster at give opsøgende hjælp. Problemet er bare, at der ikke er langt mellem selvbestemmelse og omsorgssvigt.