Trivsel frem for vold

Det handler mere om trivsel, end det handler om voldsforebyggelse. Eller sagt på en anden måde: Hvis alle føler sig godt tilpas, er der ingen, der går amok eller handler overilet – og så er der jo ikke så meget at forebygge.

Selvfølgelig er der undtagelser, men vi har stort set ingen voldshandlinger på vores bosted for hjemløse. Så længe alle føler sig set og hørt og får deres basale behov opfyldt på en ordentlig måde, og i øvrig ikke mødes med mistillid og forbud, er der fredeligt. Og det er ikke kun personalet, som er glade for freden!

Når nogen siger, ”det må du ikke!” – er der ret mange mennesker, som gør det alligevel, eller som i hvert fald har meget lyst til at gøre det. Især hvis de synes, at forbuddet virker meningsløst. Og meningsløse forbud er der faktisk mange af rundt om i den sociale verden.

Derfor er vi holdt op med at fokusere på regler og forbud. I stedet tænker vi på, hvordan vi får mest ud af de muligheder, vi har, til glæde for alle. Det er ud fra den tankegang, at vi har et så fredeligt hus.

Mange forbud og regler på botilbud som vores er opstået efter en akut situation. Men så kommer der nye beboere, og forbuddet eller reglen virker helt irrelevant. Og så er det bare om at få afskaffet reglen eller forbuddet hurtigst muligt. Det skulle nødig ende med at blive permanent, bare fordi ”sådan har vi altid gjort.”

Et eksempel: Tidligere låste vi ned til kælderen. Hvorfor? Jo, for så kunne en tidligere beboer ikke liste derned og sove frem for at gå hjem. Og hvad så? Hvis nogen gjorde det jævnligt, havde psykiatrien ikke gjort sit arbejde, og sagen måtte løses ad anden vej end ved en låst dør.

Når døren til kælderen står åben om natten, er der heller ikke risiko for, at en beboer slår den ind for at komme ind til sit tøj i vaskekælderen.

Hvis vi mener noget med, at beboerne skal blive herre i eget liv, må vi overveje, hvordan vi kan hjælpe til med det. Det er bl.a. ved at afgive noget magt. Det er jo en magtovergivelse at lade beboerne selv bestemme.

Et eksempel er, at vi tidligere satte et vist antal kander kaffe frem. Det var den mængde, vi skønnede, var passende. Men der gik hurtigt sport i for beboerne at få så meget som muligt af den afmålte mængde kaffe, og vi havde derved skabt et stridspunkt: Nogle fik adskillige store krus kaffe. Andre, som ikke lige stod klar, når kaffen blev sat ind, fik ikke en dråbe.

Så erstattede vi vores dyre kaffemaskine, der fungerede med kaffe i afmålt emballage, med en stor maskine, som fungerer med helt almindelig kaffe, der koster meget mindre. Nu er der altid kaffe til alle. Men har vi ikke dermed mistet magt? Joh, over kaffen. Og hva’ så?

Hjemløse og utryghed

I en af min barndoms billedbøger var der et kongerige, som var tegnet som en lille by med et stort slot med høje tårne i midten og en kæmpehøj mur hele vejen rundt. Portene ind til byen var kun åbne om dagen, og vagter holdt øje med, hvem der slap ind.

Billedet dukkede op, mens jeg tænkte på det lovforslag, som justitsministeren har sendt i høring om at holde hjemløse uden for en kommune, hvis de overnatter i ”utryghedsskabende lejre.” Læs resten

Nærhed

I et hus som vores – Pensionatet – er man nødt til fra tid til anden at overveje, om det, vi gør, er det rigtige. Om den behandling, vi tilbyder vores beboere, er den rigtige. Det gør vi på et årligt internatkursus, og det gør vi på en række af vores personalemøder. Læs resten